onsdag den 22. oktober 2014

Geddesæsonen endelig i gang

Så startede gedde sæsonen endelig i lørdags. Turen gik til den store runde i det vestsjællandske og for en gangs skyld var der ikke levende skaller med i tønden, men woblere og gummidyr i tasken.

Jeg havde Rasmus med i båden og da vi sejlede ud på søen om morgenen, viste vejret sig fra sin bedre side. Der var en jævn vind fra syd, absolut tålelige forhold på denne sø. Vi fik sat vores stænger med både paravaner med højt fiskede agn og bundfiskede woblere, så der ikke var en eneste gedde som skulle kunne undgå vores agn.

Vi fiskede langs kanten på 7-10 meter vand og det varede ikke længe, inden den første gedde måtte en tur omkring båden. Der var rigtig mange fødefisk at se og der var også en del tydelige ”bananer” som stod blandt disse. De første par timer var fiskeriet rigtig fint, men det var tydeligt, at det var de bundnære agn, som gav mest.

En fin gedde i rigtig flotte farver

 Op ad formiddagen gik fiskeriet noget ned i kadence. Fødefiskene var der stadig, men ”bananerne” var ikke til at se mere. Det blev dog til fisk, men det var absolut ikke vildt.

Vi prøvede nogle nye områder af søen, det gav da også fisk, men det stadig noget spredt.

Vandtemperaturen var 14 grader, hvilket er meget højt for årstiden, men fiskene var i meget fin kondition og der var kun et par enkelte, som var lidt tynde og lignede ”genbrugsfisk”

Rasmus med dagens største gedde
Midt på eftermiddagen sejlede vi atter mod land og kunne se tilbage på en herlig dag på søen. Vi fik 17 gedder i båden, hvor den største var 6,40 kilo.


Nu er gedde sæsonen endelig skudt i gang, så jeg må hellere få fyldt agntønderne med store friske skaller til de kommende ture. Jeg glæder mig allerede.

onsdag den 8. oktober 2014

DSF´s knæfald for ministeren

I midten af september proklamerede Fødevareminister Dan Jørgensen, at han havde tænkt sig at komme med et forslag om at forbyde brugen af levende agnfisk. Fødevareministeren har valgt at følge en anbefaling fra Dyreetisk Råd, som mener at den lille fisk der bliver benyttet som agn, føler ubehag og lider i en eller anden grad. 

Det er egentlig tankevækkende, at der i Dyreetisk Råd, sidder medlemmer som repræsenterer landbruget, hvor der holdes burhøns, tremmekalve, mink, svin og andre levende skabninger, under noget som vel nærmest kan betegnes som kummerlige forhold. 
At der samtidig fiskes intensivt med garn og trawl i de danske farvande, hvor fiskene langsomt kvæles i garnet eller klemmes ihjel i bunden af trawlet, det sætter vel egentlig ministerens forslag mod brug af levende agnfisk i perspektiv.

Der findes masser af andre steder hvor det er mere presserende at sætte ind for dyrevelfærden, men det er jo ikke så nemt. Dette populistiske forslag er jo nemt at gå til og på denne måde har Dyreetisk Råd fået en af deres anbefalinger i gennem. Men hvad sker der nu, har Dyreetisk Råd fået blod på tanden og vil de nu gå efter at få flere anbefalinger i gennem i de kommende år. 
De er jo også i mod Catch and release, Put and Take fiskeri og bulefiskeri på sundet. Med hensyn til bulefiskeriet, så har ministeren jo allerede et øje til dette, så kommer det næste forbud her. 
Lavinen er måske allerede begyndt at rulle med disse første indgreb i friheden til at udføre det rekreative fiskeri.

At så Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) ganske få dage efter ministerens støtte til forslaget om forbud mod brugen af levende agn, går i pressen med en opbakning til dette forslag, det er stort set lige så slemt. At DSF foretager dette knæfald, det kan hurtigt opfattes som en lille ”handel” med ministeren og Dyreetisk Råd. Man sælger det ”lette” forsalg, mod at man beholder retten til at genudsætte f.eks. de vestjyske laks, når kvoten er opbrugt, så man på denne måde kan fortsætte fiskeriet i de sommervarme åer.
Denne påstand er måske også lidt letkøbt, men hvis DSF havde kæmpet for retten til at fiske med levende agn, som har en lang tradition og mange tilhængere på de sjællandske søer, så havde man nok stået noget bedre her på ”øen”
Nu er der i stedet opstået en massiv modstand imod DSF´s støtte til ministerens forslag og der er allerede rigtig mange foreninger som er gået sammen om en protest.

Personligt går jeg ind for et stort, stærkt og samlet forbund, kun på denne måde kan vi komme i gennem med mange af de ting som er vigtige for alle lyst- og sportsfiskere.
Men når DSF bare ”sælger” de sjællandske søfiskere på denne nemme måde, så er der desværre nok meget langt til støtten til DSF, fra mange af de sjællandske foreninger og lystfiskere.