 |
Garnfangede storbrasener fra Sjælsø |
Det er en noget makaber overskrift, men det er meget
rammende for det som er ved at ske på den sjællandske perle. Som mange allerede
nok ved, så starter der nemlig en opfiskning af ”skidtfisk” på søen her i løbet
af maj måned. Begrundelsen for dette er,
at man vil prøve at forhindre søen i at blive uklar i perioder.
De ansvarlige biologer har ud fra nogle meget tvivlsomme
prøvefiskninger og ved at manipulerer med diverse fakta fra andre undersøgelser,
beregnet at der er 20 tons store brasener (4-7 kilo) og 5 tons karper i søen.
Her må det indskydes at disse store tal, har søens lystfiskere har meget svært
ved at nikke genkendende til. Biologerne mener at disse 25 tons ”skidtfisk” har
en væsentlig del af skylden for at søen i perioder bliver uklar og har derfor
iværksat et projekt, hvor størstedelen af disse fisk skal opfiskes.
Opfiskningen vil foregå gennem 2013 og 2014, hvor der i
brasenens gydeperiode (maj-juni) dagligt vil blive sat op til 4 kilometer garn.
Efter gydeperioden (juli-oktober) vil fiskeriet blive gennemført med samme garnsætninger
hver 3. dag. Der er ingen tvivl om at dette vil få katastrofale følger for
fiskebestanden i søen. Udover at det vil ødelægge fiskeriet efter de store
medefisk, så vil det selvfølgelig også gå ud over den fantastiske aborrebestand
som der er i søen i dag.
Under en prøvegarnsætning i 2012 blev der fanget
rigtig mange store aborrer på helt op til 2,10 kilo i garnene, men ikke en
eneste brasen!
Som lystfisker på søen i dag, har man den opfattelse, at der
er tale om en sø i god balance. Der er en stor og veludviklet aborrebestand,
med mange rovlevende aborrer på helt op til mere end 2 kilo. Gedder er der også
en god bestand af, mens brasenerne udgør en mindre bestand med rigtig store
eksemplarer. Skaller er der ikke mange af og her er snitvægten også høj.
Alt i
alt, en sø med en bestands sammensætning som er stort set perfekt efter
lærebøgerne.
Et synspunkt som landets største faglige eksperter i ferskvandsfisk
er helt enige i.
Nu vil man så til at ødelægge endnu en sø ved
biomanipulation. Dette er fuldstændigt uacceptabelt, idet hovedårsagen til
næringstilførslen til Sjælsø, åbenlyst kommer via tilløb til søen med
spildevand og via den store mængde grøde som bundfældes om efteråret. En
opfiskning af ”skidtfisk” er dog den nemmeste og ikke mindst billigste måde, at
vise borgerne, at man skam gør en masse godt for miljøet. I virkeligheden burde
kommunerne sørge for at tilførslen af næringsstoffer blev stoppet ved at bygge
forsinkelses- eller bundfældningsbassiner i tilløbene og via en indsamling af
grøde inden den bundfældes om efteråret.
De lystfiskerklubber som har interesse i fiskeriet i Sjælsø,
har naturligvis lavet en indsigelse mod den planlagte opfiskning. De
involverede kommuner har dog efterfølgende givet sig selv dispensation fra
Naturbeskyttelsesloven § 3, så de kan påbegynde projektet.
Dette kan Lystfiskeriforeningen dog ikke acceptere, så de
har nu indsendt en formel klage til Natur og Miljøklagenævnet, hvormed der
følger en meget gennemarbejdet og seriøs begrundelse for at indstille projektet
med opfiskningen.
Det er dog tvivlsomt om det kan stoppe projektet, men skulle
det ikke lykkes, så er alle muligheder afprøvet.
Jeg håber dog ikke at overskriften på dette indlæg kommer
til at passe, men at man i stedet kan indsætte ordet mordforsøg i stedet for
mordet, når det ikke det alligevel ikke blev effektueret.