mandag den 13. april 2015

Fisk i vandet

I lørdags blev der igen sat ørreder ud i Strandparken. Det var igen Thorkild som leverede fiskene, som han trofast har gjort i de 22 år, som vi har sat ørreder ud i området. Kvaliteten på fiskene var der som sædvanlig ikke det mindste at udsætte på, det var nogle særdeles livlige småfyre der ankom til vestegen ovre fra det vestjyske.

Der blev i alt udsat 31.500 stk. på flere forskellige lokaliteter fra Ishøj til Kalveboderne. Den største koncentration blev sat ud ved St. Vejleå, hvor der blev udsat 18.500 stk. Efter at vi i en del år har sat fiskene ud ved indkørslen til klubhuset, rykkede vi i år udsætningen tilbage til slusen ved St.Vejleå´s udløb.

I år satte vi igen ørrederne i ved slusen til St.Vejleå
Vi mener at fiskene hurtigere spreder sig ud mod havnen fra denne plads og dermed bliver sikret en bedre overlevelse. Nu må de kommende år så vise, om vi har ret i vores antagelser.
Nu håber vi på at de kære små, kan få en god og tryg opvækst ude i Køge Bugt og vi glæder os til et gensyn når de er blevet til store voksne havørreder.

Der skal her lyde en stor tak til Sjællands Småbådsfiskeklub, som igen i år, støttede vores udsætninger med 15.000 kr. Dette gør at vi kan udsætte yderligere 4.000 stk. ørreder, udover det antal som vi for tilskud til via fisketegnsmidlerne.

Det er ved at knibe med pladsen når vi udsætter i Harrestrup å
Det er altid en fornøjelse at være med til disse udsætninger og på den måde være med til at skaffe en masse lystfiskere nogle gode oplevelser med fiskestangen, når de fanger disse fisk på et senere tidspunkt.

Og sikke tiden den går, i år var det faktisk 23. gang at jeg havde ansvaret for årets udsætning J

Ingen kommentarer:

Send en kommentar