lørdag den 5. marts 2016

Brudesenge til aborrerne

I dag var det blevet tid til at forberede ”brudesengene” til den forestående aborregydning. I Ishøj Sportsfiskerklub har vi gennem de senere år, udlagt brugte juletræer til aborrerne. Aborrerne gyder jo deres æg strenge ud over fritliggende kvas, grøde og lignende, men da dette er en mangelvare de steder som aborrerne gyder i Ishøj området, har vi hjulpet aborrerne på vej med udlægningen af juletræer.

Der arbejdes både på land og på vand
Det har vist sig at disse juletræer bliver brugt i stor stil af aborrerne, når de skal vælge et egnet sted til at lægge deres rognstrenge. På baggrund af dette og af vores erfaringer fra de sidste år, havde vi besluttet at denne indsats skulle skærpes i år. Der var derfor blevet indsamlet et større antal juletræer, som nu skulle lægges ud på de udvalgte steder.

Lørdag morgen kl. 08.30 mødtes vi 10 personer i klubhuset til morgenmad og planlægning af dagens arbejde. Vi havde valgt de steder som der skulle lægges træer ud, efter de undersøgelser som Emil og Mikkel havde lavet i forbindelse med deres afhandling om vores aborrebestands gydning.
Efter en kort gennemgang og instruktion gik arbejdet så i gang.
Vi riggede 2 både op som skulle sejle ud med ”rankerne” og så et par hold som skulle samle ”rankerne” og gøre dem klar.
En ”ranke” består af 3 - 5 juletræer som er bundet sammen i en række og belastet med et par betonsten, så de ligger stabilt på bunden.

Selv formanden måtte arbejde :-)
Formiddagen gik hurtigt, det gør tiden jo når man har det sjovt, og der kom juletræer ud på de udvalgte pladser. Den friske luft og det hårde arbejde gav en god appetit, så der blev budt på en god gang pizza til frokost, som blev indtaget med stort velbehag af det arbejdende folk.

Efter frokosten blev arbejdet gjort færdigt og vi sluttede af med at udlægge 4 ”ranker” ovre i St. Vejleå som et forsøg. Bare rolig, de ligger ikke i vejen når der fiskes.

Der bindes "ranker"
Kl. 16.30 kunne vi lukke og slukke i klubben og se tilbage på en dag med et veludført stykke arbejde, som kommer vores unikke aborrer til gode.
Der blev knoklet godt i gennem og det var et tungt arbejde, hvilket godt kan mærkes i kroppen nu J

Vi fik i alt udlagt ca. 125 juletræer, brugt 180 meter reb og 350 store strips, samt udlagt 1180 kilo betonsten.

En stor tak til alle som var med i arbejdet denne dag






1 kommentar: