søndag den 22. maj 2016

Regions mesterskabet i havfiskeri

Lørdag d. 21. maj deltog jeg i regions mesterskabet i havfiskeri for Team Ishøj. Vi havde vundet denne konkurrence i de 2 foregående år, så det var håbet om at gentage dette, at vi mødte op i Helsingør havn denne lørdag morgen. Ishøjs hold bestod af Ulrik Nielsen, Michael Lorenze, Martin Hubert og jeg selv.

Efter lodtrækningen om pladserne ombord på de deltagende både, gik vi i gang med at forberede os til dagens fiskeri, så der blev klargjort stænger og takler, ormene blev nusset en sidste gang og så var vi ellers klar.

Konkurrencen går ud på at fange både arter og kilo, idet pointsystemet giver 20 point pr. art og 1 point pr. 100 gram. Vi startede foran Kronbord med at et forsøg på at fange hornfisk. Der kom dog ikke så mange fisk ombord, men jeg fik dog to ”næbdyr” i kurven, så det var en god start. Derefter gik turen mod svenskekysten, med et kort stop undervejs, idet skipper så en mindre stime sild. Jeg var heldigvis klar med sildetaklet og fik hurtigt sikret mig de 20 point for arten.

Team Ishøjs Regionsmestre 2016
Ved svenskekysten skulle der fiskes hornfisk og fladfisk og jeg fik hurtigt et par godkendte skrubber og isinger, så jeg var godt kørende.
Så gik turen sydpå hvor der skulle fiskes kuller og hvillinger, det gik også efter planen, så troen på dagens fiskeri var god. Vi sluttede med at fiske flade på ”Disken” hvor der var mange fisk, der var dog mange små isinger under målet, men jeg fik da en del skrubber, isinger og rødspætter i kurven.

Nu gik turen mod havn, hvor der var indvejning. Jeg havde fået samlet 8 arter og en hel del fisk i kurven, så jeg lå til at vinde på vores båd, så det blev spændende at komme ind og se hvad de havde fanget på ”Fyrholm”.

Beviset på den individuelle titel
Det skulle vise sig at det igen i år var gået helt fint for Ishøj holdet. Vi vandt holdkonkurrencen med god margin foran nummer to og individuelt var det også gået godt.Jeg vandt det individuelle regionsmesterskab, så jeg var rigtig godt tilfreds med dagens udbytte
Martin blev nummer 6 og Michael nummer 7, så det var gået os helt fint.