fredag den 25. juli 2014

Sommervarme gedder

I torsdags var jeg en tur på søen sammen med Rasmus Rye. Vi fiskede med woblere i det sommervarme vand og fik nogle fine gedder om bord. Dagens største fik Rasmus, det var en noget slank sommergedde på 8,60 kilo, som huggede på en Savage Gear ”Rattle Trout” som blev fisket efter en paravane.
Vi havde en rigtig fin tur og at Rasmus også fik en ny PR, det gjorde den kun endnu bedre.

Rasmus med hans nye PR
Efterfølgende har jeg dog overvejet om det er rigtigt, at fiske efter gedderne i den høje vandtemperatur, som vi har på vores søer i øjeblikket. De to fisk som vi havde indenbords på grund af dybe krogninger, havde begge meget svært ved at komme sig efter fangsten og jeg tvivler stærkt på, om de overhovedet overlevede vores møde.

Vandtemperaturen var i overfalden helt oppe på 23 grader og det ligger uden tvivl over den temperatur, hvor gedderne hurtigt kan komme sig over fighten uden problemer. Nogle store hollandske undersøgelser, har rent faktisk vist, at rovfiskene har svært ved at overleve en genudsætning, når vandtemperaturen er over 18 grader!

Måske skulle vi helt undlade at fiske efter søernes rovfisk, når temperaturen når disse høje temperaturer i sommermånederne. Det er da ærgerligt at fange gedderne i det sommervarme vand, hvor de måske går hen og dør af det. Så mangler fiskene jo, når vi gerne vil se dem i super kondition til efteråret og vinter.

En ting er sikker, jeg er først at finde på geddesøen til efteråret, når vandtemperaturen igen er nede hvor det ikke er et problem for gedderne.


onsdag den 2. juli 2014

Gavmilde Øresund

Torsdag d. 26. juni havde vi en aftentur på Øresund. Vi skulle sejle med "Sværd" fra Kalkbrænderihavnen, men i sidste øjeblik blev det ændret til, at det var "Findus" som skulle lægge dæk til turen. 

De fem tilmeldte fra Ishøj Sportsfiskerklub indtog stævnen, så vi også kunne hygge under fiskeriet. 
Kl. 18 lagde vi fra kaj og kursen blev sat mod nord. Vi sejlede dog ikke særligt længe inden vi skulle forsøge os første gang, men fiskene på pladsen var ikke specielt store. Vi prøvede et par steder mere i nærheden og så var der ellers fisk til alle.

Et par glade ISK´ere med nogle fine "madfisk"

De næste par timer var der næsten fisk konstant, der var ikke tale om de helt store fisk, men der var da en hel del fine spise torsk i mellem. Fiskene bed både på pirk og ophængere og det var ikke usædvanligt at der kom en double til overfladen. 

Da vi sejlede mod havn kl. 21.40 blev der renset fisk til den store guldmedalje og vi prøvede at regne den samlede fangst sammen. 
Vi kom frem til at vi 5 ISK´ere tilsammen havde haft omkring 125 torsk en tur ombord. Der blev selvfølgelig genudsat en hel del, men der kom selvfølgelig også nogle med hjem til gryden. Aftenens topscorer på "madfronten" blev Rasmus Rye, som havde 10 fine spise torsk med hjem i posen.


Det var en super hyggelig tur og som altid, en perfekt afslutning på en ellers helt normal arbejdsdag.