fredag den 19. juli 2013

Turen til Trondheimfjorden

Så er vi atter hjemme efter en fantastisk tur til Trondheimfjorden i det norske. Turen bød på et varieret fiskeri, lige fra molefiskeri til dyphavsfiskeri på 580 meter vand, som alle bød på store oplevelser. Vi startede jo med at fiske efter langer allerede den første nat efter ankomsten og det gav et fornemt udbytte, som man jo kan læse i det forrige indlæg. 

En blåstak med fantastiske farver
Dagen efter var vejret desværre ikke til at komme på fjorden, så vi måtte fiske fra havnens mole. Dette fiskeri bød på en masse spændende arter, hvis man tilpassede sit fiskeri efter størrelsen på fiskene. Jeg fik bl.a. en blåstak, en fisk som jeg aldrig tidligere havde landet. Det er en af de smukkeste fisk som jeg har fanget, de blå farver var nærmest lysende.
 Ellers bød moledagen på følgende arter, berggylte, lubbe, makrel, glyse, havkarusse og ulk. 

Næste dag var det atter muligt at komme på fjorden og vi startede med at fange agn. På de første knolde var der ikke det store, men så fandt vi et sted med makreller. Det var det rene makreleventyr, idet der mange gange var fisk på alle ophængere + pirk og det var flotte makreller på 600 – 900 gram. Efter at vi havde fyldt agnspanden gik turen mod langepladsen, hvor vi lige skulle prøve et par drev for at se om der var en stor fisk hjemme. Vi fik et par langer mellem 5- 10 kilo og en enkelt over ”målet” inden kursen blev sat mod det dybe vand.

En ringhaj fra det dybe
Her skulle vi prøve at fiske på 550 – 600 meter vand efter rokker og grønlandshajer. Dette fiskeri kræver dog at man ankrer op, så efter at vi havde fundet et lovende sted, begyndte vi nedfiringen af 700 meter ankertov! Et rimeligt vildt projekt når man ikke har prøvet det før, men det gik nu helt fint. Ankret havde fået fat i bunden og vi kunne påbegynde fiskeriet og firer vores takler med 1 kilo bly mod bunden 580 meter nede.
Jeg må lige indskyde at der er rigtig, rigtig langt ned, men endnu længere når der skal hjules op fra disse dybder.

Efter kun et kvarters fiskeri var der noget som ”pillede” ved Jespers agn, som var en hel sej. Efter at fisken havde fået lidt tid, blev der givet tilslag, men der blev bare tungt og stille nede i dybet. Efter at Jesper havde lagt et tungt pres på, fik han langsomt løftet noget tungt fra bunden og vi var ikke længere i tvivl om at det var fisk. Nu var spørgsmålet bare hvad det var!
 Efter godt 40 minutters hårdt arbejde fik vi endelig svaret, det var nemlig en rimelig stor rokke, som kom til syne under båden i det klare vand. Vi gaffede forsigtigt fisken i vingen og løftede den ombord, hvor jubelen brød løs. Det viste sig at være en sortbuget rokke, en art som der tidligere kun var fanget fem eksemplarer af på stang, så det var en noget usædvanlig fangst. Fisken blev vejet til 24,6 kilo, hvorefter den blev fotograferet og sat tilbage i vandet.
 Den svømmede mod bunden, formodentlig med en tanke i hovedet om hvad det dog var som foregik heroppe i lyset.
 De næste timers fiskeri gav nogle ringhajer og en enkelt sorthaj, som er et par mindre hajarter som lever på de store dybder.

Jespers imponerende sorbugede rokke

De næste par dage brugte vi primært med at fiske på det dybe vand, med et par afstikkere til langepladsen. Det dybe fiskeri gav en enkelt plovjernsrokke på7,50 kilo til Jesper Uldbrandt, samt en stribe småhajer og en enkelt lille lange!
På lange pladsen fik vi flere ”målerlanger” på op til 14,50 kilo og jeg fik en rigtig stor brosme på 11,00 kilo.

Min store brosme på 11,00 kilo fra langepladsen

Den sidste dag skulle vi sejle bådene tilbage til havsiden af Fosen halvøen, så vi startede tidligt, så vi kunne nå noget fiskeri ude i det åbne hav. Vi prøvede nogle pladser på vejen, men det gav kun lidt småsej og makreller, men så havde vi da noget agn. Vi endte ude på en plads ca. 15 kilometer fra kysten, hvor Jesper sidste sommer havde fanget et par helleflyndere. Vi startede med at medefiske på en grund med ca. 50 meter vand. Her fangede vi en del rigtig flotte kuller på helt op til 3,70 kilo, samt en del rødfisk. 

Under fiskeriet fik vi pludselig besøg af en stor vågehval, som var under og ved siden af båden i ca. 10 minutter. Det var en kæmpe oplevelse at se dette dyr på helt nært hold, den var faktisk så tæt at man kunne se den direkte i øjnene, når den studerede os på nærmere hold.

Da hvalen forlod os og svømmede videre mod nord, skulle vi lige sunde os og fordøje oplevelsen inden vi igen kunne genoptage fiskeriet. Efter kort tid fik jeg et voldsomt hug ved bunden og hurtigt var jeg overbevist om at det var en helleflynder. Det blev noget af en fight, idet jeg stod og fiskede med en jigstang, så man var godt spændt for. Da jeg endelig fik fisken til overfladen, så gik den amok ca. 5 cm fra gaffen og gik hele vejen tilbage til bunden 50 meter nede. Nå, men alt gik til sidst godt og vi kunne efter endnu lidt tid lande en flot helleflynder på 11 kilo. 

Helleflynderen som bød på en forrygende fight

Vi gik herefter ind mellem nogle øer for at se om vi kunne finde en plads til sømrokker, men forholdene var ikke til dette, så det blev ikke til det store. Vi afsluttede fiskeriet på en knold hvor Jesper før havde landet ”målertorsk”, dem var der dog ingen af men til gengæld kunne Uldbrandt lande turens sidste fisk, som var en helleflynder på godt fire kilo.


Alt i alt var det en super tur i et rigtig godt selskab. En stor tak til Jesper Johannesen for planlægningen af turen og til Jesper U, Martin, Peter, Xander for et fornøjeligt selskab. 

Hvis der er nogle som har fået lyt til at opleve fiskeriet i Trondheimfjorden, så arrangerer Kipling Travel ture derop i 2014, læs eventuelt mere på deres hjemmeside.

Der er uroligt smukt i Trondheimfjorden

tirsdag den 9. juli 2013

ENDELIG !

Endelig, min drømmefisk på 21,50 kilo.

Jeg har efterhånden jaget en stor lange i mange år, så netop denne fisk var efterhånden blevet en besættelse for mig. Jeg havde hørt om nogle rigtig store fisk fra Trondheimsfjorden, så da jeg hørte at Jesper Johannesen, som jo kender området fra sit ophold i området, ville arrangere en tur efter de store langer her i sommer, var jeg ikke sen til at tilmelde mig.

Lørdag aften ankom vi endelig til "campen" og da vejrudsigten var god for natten, besluttede vi at starte fiskeriet med det samme. Der var dog lige en "mindre" bådflytning på 30 sømil for at komme ind i fjorden, men det var bare med at komme i gang. Sejladsen benyttede vi til at fange småsej, som skulle bruges som agn når vi kam frem til langepladsen.

Klokken var fterhånden blevet 02.00 inden vi kunne stoppebåden over kanten, hvor Jesper tidligere habde landet storlanger. Vi gav os god tid til at blive helt klar med takler og agn, inden vi lod agnen suse mod bunden 120 meter nede. Taktikken var at affiske kanten langsomt ud til dybden var 250 meter. Der gik 10 minutter uden at vi havde mærket noget, men så fik Peter et tugt hug. Kort efter var også Jesper og jeg spændt for noget tungt i dybet.

Det var helt tydeligt at Peters fisk var et velvoksent eksemplar som ikke var meget for at forlade bunden 200 meter nede. Jespers og min fisk var lidt mere "humane" men da de kom til overfalden var der dog tale om to flotte eksemplarer med henholdsvis en super brosme på 11,35 kilo til Jesper og en lange på 10,30 til mig.
Da Peters fisk brød overfladen lød der et"woow" om bord, idet det var en pragtfisk af en lange på hele 24,30 kilo.
Hvilket første drev på denne efterhånden legendariske plads

 

Båden blev lagt igen og vi gjorde klar til at tage næste drev nedover kanten. Der skete ikke noget på den øverste del af kanten, men da vi kom ud over de 200 meter, fik jeg et rigtig tungt hug. Efter en lang tung fight ( der er rigtig langt op fra 220 meter) brød en pragtfisk overfladen og jeg kunne bryde ud i jubel, målet vat var endelig nået. Da langen kom på vægten blev den trukket helt ned til 21,50 kilo og målebåndet viste 166 cm.

Resten af morgenen gav nogle enkelte mindre langer, samt en rigtig fin brosme på 7,65 kilo til mig, samt nogle enkelte ringhajer i mindre størrelse.



Kl. 08.00 var vi tilbage i hytten igen, hvor vi godt mørbankede kunne se tilbage på en fantastisk fisketur.