onsdag den 17. juni 2015

Svære sandarter på Furesøen

I lørdags afholdte vi i Lystfiskeriforeningen, den traditionelle Furesøkonkurrence. Det var den 112 udgave af denne konkurrence, så det må næsten være landets ældste fiskearrangement.
Der var inden starten kl. 04.00, en del snak om den dårlige start på sæsonens sandartfiskeri. Der var stort set ingen beretninger om fangst af sandarter siden premieren d. 1. juni, så man var spændte på om det ville lykkedes at få nogle ombord  denne dag.

Da starten gik i det første morgenlys, fordelte bådene sig ud over søen. Det var fuldstændig vindstille, så det var et fantastisk skue at ligge på søen da solen stod op. Jeg var selv havnet i et godt selskab ovre i ”Tyvekrogen”, så jeg kom lidt forsinket afsted J

Fantastik solopgang over Vejle sø

 Jeg havde ikke fået fanget agnfisk op til konkurrencen, så jeg valgte at trække rundt med diverse gummidyr og woblere på slæb. Vandet i Furesøen er stadig uklart, med noget under 1 meters sigt, så det var ikke de nemmeste forhold til dørgefiskeri i de frie vandmasser, men det var bare med at gøre et forsøg.

I løbet af de første timer fik jeg kun en enkelt gedde ombord, men jeg kunne høre at de som fiskede med agnfisk, havde et noget bedre fiskeri. Der var dog kun meldinger om gedder, sandarterne var der ikke nogen som der så noget til.

I løbet af formiddagen fik jeg yderligere et par gedder indenbords og efter endnu et hug og en fin fight , lå der en 3 kilos gedde ved bådsiden som havde taget en Cisco Kid wobler. Nu gjorde jeg det som man ikke skal gøre, nemlig at tage fat i wobleren. I samme øjeblik besluttede gedden sig for at rulle rundt, med det smertefulde resultat, at jeg blev kroget gennem to fingre og gedden stak af!
Nu sad jeg der med to fingre fikseret og kiggede på min hånd og tænkte ”Din store idiot, hvad er det du laver”. Efter lidt tid lykkedes det at få krogen af wobleren og få kørt krogen gennem fingeren, så jeg kunne klippe modhagen af. Den sidste krog kunne jeg ikke få ud, så jeg måtte sejle over til Dr. Bahrenscheer, som til sin store glæde fik lov til at ”operere” den sidste krog ud. Det gjorde fandeme ondt!!

Av, av, godt kroget gennem to fingre
Nå, krogene kom ud og efter en kold øl hos doktoren, var jeg klar igen. Den sidste times fiskeri gav dog ikke yderligere fisk til mig, så nu blev kursen sat mod ”Honnørbroen” hos Holte Yachtklub, hvor der skulle være indvejning. Her stod det klart, at det heller ikke denne dag var det lykkedes at komme i kontakt med en sandart. Der var dog kommet nogle fine gedder hvor Niels Boes havde fanget den største på 10,10 kilo. Der var også taget et par aborre over kiloet, hvor den største var en flot fisk på 1,420 kilo til Mogens.

Dagen blev afsluttet med frokost og præmie uddeling på Lystfiskeriforeningens Holte station, hvor et halvt hundrede mennesker satte et punktum for en rigtig hyggelig og for nogle en lidt dramatisk dag J




onsdag den 27. maj 2015

Aftensjov med stør

Sidste tirsdag havde vi en aftentur i Ishøj Sportsfiskerklub, hvor var en tur i Poppelsøen i Ballerup. Da turen talte med i den løbende P/T konkurrence som vi har i klubben, var det egentlig meningen at der skulle fiskes ørreder, men turen tog hurtigt en anden drejning!

Jeg ankom til søen lidt senere end de andre, men gik hurtigt op for at købe mit fiskekort. Her rendte jeg ind i Mogens som har søen og så skulle der lige snakkes og drikkes en kop kaffe. Ganske hyggeligt, men jeg måtte hellere komme i gang med fiskeriet. Jeg startede med at fiske efter ørreder, men efter et kvarter hvor der intet var sket, men hvor jeg flere gange havde set nogle fine stør i overfladen, besluttede jeg at lade ørreder være ørreder og riggede om til størene. Ulrik havde fået samme ide og kom hen til min plads og gjorde mig selskab.

Ulrik er ved at være klar til størfiskeriet
Vi kastede vores takler, som var agnede med halve sardiner, ud i søen og satte os så til at vente. Det varede ikke længe inden stangspidsen indikerede at der var noget som ”pillede” ved agnen og så blev der givet tilslag. Det resulterede dog ikke som forventet i fast fisk, men bare en lang næse. De næste hug bommede vi også, så vi begyndte at tale om hvad vi gjorde galt.
Bedst som vi sad og virkede rigtig kloge var der hug igen og denne gang sad den der. Jeg havde jo kun ørredgrejet med, så stangen kom godt nok på overarbejde nu. Efter en lang og særdeles spændende fight, kunne Ulrik løfte nettet under en flot Beluga stør. Vel oppe på afkrogningsmåtten blev den modhageløse krog hurtigt fjernet fra fiskens mund og der blev taget et par hurtige billeder, inden fisken igen blev sat ud i søen.

En af aftenens flotte Beluga stør
Den næste halvanden times tid inden at det blev mørkt, gav yderligere en stribe fine fisk på land. Det var faktisk et rigtig underholdende fiskeri og vi var helt enige om, at vi snart skulle til Poppelsøen igen på en hyggeaftentur efter stør. Det kunne da godt være at der nu var en som ville kalde os uværdige, men vi var også enige i, at dette kunne vi sagtens leve med, vi havde i alle tilfælde haft nogle herlige timer ved Poppelsøens bred J




torsdag den 21. maj 2015

Uklare Furesø

I mandags havde jeg en fridag og den skulle selvfølgelig bruges på noget fiskeri. Jeg valgte at tage en tur på Furesøen, idet den tidligere har budt på rigtig fint fiskeri efter store gedder i maj måned.
Jeg ankom til Frederiksdal og riggede båden og grejet til. Dagens fiskeri skulle foregå med store kunstagn som blev fisket højt i vandet, en metode som plejer at være sikker til de store gedder.

Så er jeg klar til afgang
Da jeg kom ud på søen og skulle sætte grejet, blev jeg noget overrasket, vandet var nemlig rimeligt uklart.
Selv en albino/orangefarvet agn forsvandt ud af syne i det uklare vand allerede en meter nede! Det var absolut ikke de bedste forhold til at fiske højt i vandet efter pelagiske gedder, de havde ikke store chancer for at se agnen.

Nå, nu var jeg her og mon ikke det alligevel ville lykkes at støde ind i et par gode gedder i løbet af dagen, så jeg startede fiskeriet. Fem timer senere havde jeg stadig ikke landet en eneste gedde, jeg havde ellers prøvet de normalt sikre steder og fisket både højt og dybt i vandet, men intet hjalp.
Nu var jeg efterhånden nået op i nordenden af Furesøen, så jeg ville lige give den et sidste forsøg inde på det lave vand i Store Kalv. Her var der endelig en gedde som forbarmede sig over mig, den var ikke meget større end min agn, men den sørgede da for at det ikke blev til en nuldag, hvilket da var meget rart.

Dagens eneste gedde, den er ikke stor, men den er der
Nu var det også blevet tid til at vende snuden mod Frederiksdal igen, men mens jeg havde ligget inde i Store Kalv, var det blæst noget op fra SV, så nu var der skumtoppe på storsøen, så det blev en våd tur hjemad.

Vandtemperaturen i Furesøen er stadig kun 11 grader, så vi må håbe at vandet klarer op igen, når temperaturen stiger, når dette sker tror jeg der venter os et rigtigt godt fiskeri på den dybe sø.

På vej hjem til Frederiksdal gennem kanalen, smukt





lørdag den 2. maj 2015

Jeg er en uværdig lystfisker

Meget har jeg prøvet i mit efterhånden lange liv i den danske lystfiskerverden, men man kan stadig blive overrasket. Først på ugen modtog jeg en mail fra en person, som er særdeles aktiv på forskellige ”fiskeforums”.

Dette alt- og bedrevidende orakel, som jeg faktisk ikke kender i forvejen, skrev at jeg var en uværdig lystfisker, da han på min blog havde set at jeg fiskede i put and take vande efter ørreder.
Jeg troede faktisk at det var ironisk ment, men da jeg fik svar på mit spørgsmål om dette var tilfældet, fik jeg den besked tilbage, at det sandelig var ment i ramme alvor. Han havde mistet al respekt for mig og mine synspunkter og mente virkelig at jeg var uværdig.

Jeg må indrømme at jeg sad noget betuttet bag skærmen. Hvordan kan et menneske, som jeg ikke engang kender, finde på at sende mig en mail, hvor han uden videre dømmer mig og mit fiskeri som uværdigt.
Jeg fisker i et vand hvor jeg gerne må fiske, jeg fisker efter en fisk som er lovlig at fange, jeg fanger fiskene på lovlig og sportslig vis, jeg bruger fiskene i mit køkken efterfølgende, så hvad er det som er uværdigt.

En herlig P/T fisk fra sidste weekend
Det som er problemet i oraklets verden, det er jo nok at det foregår i et put and take vand, et fiskeri som i åbenbart ikke passer ind i oraklets moral. Han føler sig nok hævet over de mange tusinder som finder glæde ved at fiske i netop P/T søerne, et fiskeri som skaber rigtig mange nye lystfiskere og et fiskeri som får rigtig mange mennesker ud og bruge og nyde naturen, mange som ellers ikke ville være kommet ud.

På trods af at jeg nu er stemplet som en uværdig lystfisker af oraklet, så vil jeg selvfølgelig stadig fiske i P/T søerne efter ørreder nogle gange om året. Jeg har stor fornøjelse af dette fiskeri og jeg er hamrende ligeglad med hvad oraklet mener om mig og mit fiskeri.

Og helt ærligt, hvad i hede hule helvede rager det egentlig dig!



mandag den 20. april 2015

Fredag aften hos Simon

Selvom vejret indbød til det, så blev det ikke til meget fiskeri i weekenden. Det blev kun til en kort tur fredag aften, hvor jeg var til aftenkonkurrence i Simons P/T. Der var blevet sat en portion store fisk ud i søen inden konkurrencen, men jeg var noget skeptisk over om de ville bide så hurtigt.

Fiskeriet startede kl. 18.00 og der var gang i den fra starten af. Allerede i andet kast havde jeg hug på gennemløberen, men den blev desværre ikke siddende. Den næste time var fiskene særdeles aktive, men det var svært at finde et mønster i fiskeriet. Snart fik man et hug i overfladen og lidt efter var det langt nede i vandsøjlen det foregik.

Min samlede fangst fra aftenen
Det lykkedes dog at få 6 fisk på land i løbet af den første halvanden time, der var dog ingen store i mellem, men det var da ganske underholdende.

Mærkeligt nok, så gik fiskeriet stort set i stå i den sidste time, hvor mørket lagde sig over søen. Dette plejer at være en rigtig god tid, men åbenbart ikke denne dag.


 Det blev dog til et par underholdende timer hos Simon, ikke den værste måde at starte sin weekend på J


mandag den 13. april 2015

Fisk i vandet

I lørdags blev der igen sat ørreder ud i Strandparken. Det var igen Thorkild som leverede fiskene, som han trofast har gjort i de 22 år, som vi har sat ørreder ud i området. Kvaliteten på fiskene var der som sædvanlig ikke det mindste at udsætte på, det var nogle særdeles livlige småfyre der ankom til vestegen ovre fra det vestjyske.

Der blev i alt udsat 31.500 stk. på flere forskellige lokaliteter fra Ishøj til Kalveboderne. Den største koncentration blev sat ud ved St. Vejleå, hvor der blev udsat 18.500 stk. Efter at vi i en del år har sat fiskene ud ved indkørslen til klubhuset, rykkede vi i år udsætningen tilbage til slusen ved St.Vejleå´s udløb.

I år satte vi igen ørrederne i ved slusen til St.Vejleå
Vi mener at fiskene hurtigere spreder sig ud mod havnen fra denne plads og dermed bliver sikret en bedre overlevelse. Nu må de kommende år så vise, om vi har ret i vores antagelser.
Nu håber vi på at de kære små, kan få en god og tryg opvækst ude i Køge Bugt og vi glæder os til et gensyn når de er blevet til store voksne havørreder.

Der skal her lyde en stor tak til Sjællands Småbådsfiskeklub, som igen i år, støttede vores udsætninger med 15.000 kr. Dette gør at vi kan udsætte yderligere 4.000 stk. ørreder, udover det antal som vi for tilskud til via fisketegnsmidlerne.

Det er ved at knibe med pladsen når vi udsætter i Harrestrup å
Det er altid en fornøjelse at være med til disse udsætninger og på den måde være med til at skaffe en masse lystfiskere nogle gode oplevelser med fiskestangen, når de fanger disse fisk på et senere tidspunkt.

Og sikke tiden den går, i år var det faktisk 23. gang at jeg havde ansvaret for årets udsætning J

mandag den 6. april 2015

Sidste udkald for de tunge aborrer

Vi skulle egentlig have været på en trollingtur efter Østersølaks, men da vejrudsigten lovede 8 m/sek fra øst, så blev turen aflyst aftenen før.

Vinden kunne dog ikke genere på land, så næste morgen blev kursen sat mod St.Vejleå, hvor jeg efter et lille tip, ville prøve at overliste en rogntung aborre.

Dan var på plads ved åen og han havde agnen/rejerne klar, så det var bare at møde op med stangen og gå i gang. Fiskeriet var ikke det helt vilde, men der kom da fisk på land. Det var mest små fisk som lod sig overliste, men der var da også fisk på kilo´et som måtte en tur forbi bredden.

Dagens største aborrer i fineste kondition
Ulrik, Thoke og Birger var også ved åen, så der var samling og hygge på ”slusehjørnet” i det fantastiske vejr.
Fiskeriet var på det udmærket gennem formiddagen og vi fangede jævnt med aborrer. Det var som om at fiskene kom i ”klumper” hvor der blev fanget flere fisk, mens det virkede dødt på andre tidspunkter.
Over middag fik jeg et godt tungt hug langt ude i kastet og efter en god fight, gled en flot aborre ind over net rammen. En tur på vægten afslørede at det var ny års bedste for mit vedkommende, nemlig en flot aborre på 1,590 kilo som var i den fineste kondition.

Fin aborre som er klar til landing
Det blev en rigtig fin formiddag hvor jeg fik 15 fisk, hvor de 4 var over kiloet. Et absolut godkendt resultat. Fælles for stort set alle fiskene var, at de var særdeles rogntunge, så med tanke på den kommende uges vejrudsigt med temperaturer på 15-17 grader, så er gydningen nok meget nært forestående.
Så det er derfor nok absolut sidste udkald, hvis man skal nå at fange en rogntung fisk i dette forår.

Dan med en fin aborre på 1,350 kilo