søndag den 5. juni 2016

Morgentur hos Simon

Sidste lørdag var jeg med i puljefiskeriet i Simons P/T. Der skulle kun fiskes 3 timer, så det var med at være klar fra start. Kl. 06.00 lød startsignalet og gennemløberen blev kastet ud over den blanke overflade. allerede efter 20 minutters fiskeri havde jeg den første fisk, en flot fisk på godt 6 kilo.

Gennemløberen virkede fint og efter en times tid, fik jeg endnu et godt hug, denne gang var fisken et hak større, nemlig 6,8 kilo, en herlig start på dagen. jeg fik yderligere en mindre fisk, inden fiskeriet med gennemløberen gik i stå. jeg fiskede derfor med powerbait i den sidste halve time og det gav yderligere en fisk på ca. 3,50 kilo.

Morgenens to største fisk
Kl. 09.00 var det slut og der var indvejning. Jeg vandt ikke, men det betød også mindre, det havde været tre herlige timer ved søen og jeg havde fanget nogle fantastiske fisk i en super kondition.

fredag den 3. juni 2016

Foreningslederprisen 2016

Foreningslederprisen 2016
Ved Ishøj kommunes årlige pokalfest i Kultur- og idrætscentret, blev jeg i sidste uge tildelt Foreningslederprisen 2016. Jeg er stolt over denne flotte anerkendelse og beæret af at være blevet indstillet til og modtage denne fornemme pris.

Den stolte modtager sammen med Borgmester Ole Bjørstorp
Jeg vil her gerne takke alle som er med til at trække læsset i klubben i dagligdagen, uden jeres indsats ville Ishøj Sportsfiskerklub ikke være hvor den er i dag, nemlig at være en af Sjællands største og mest aktive fiskeklubber.

søndag den 22. maj 2016

Regions mesterskabet i havfiskeri

Lørdag d. 21. maj deltog jeg i regions mesterskabet i havfiskeri for Team Ishøj. Vi havde vundet denne konkurrence i de 2 foregående år, så det var håbet om at gentage dette, at vi mødte op i Helsingør havn denne lørdag morgen. Ishøjs hold bestod af Ulrik Nielsen, Michael Lorenze, Martin Hubert og jeg selv.

Efter lodtrækningen om pladserne ombord på de deltagende både, gik vi i gang med at forberede os til dagens fiskeri, så der blev klargjort stænger og takler, ormene blev nusset en sidste gang og så var vi ellers klar.

Konkurrencen går ud på at fange både arter og kilo, idet pointsystemet giver 20 point pr. art og 1 point pr. 100 gram. Vi startede foran Kronbord med at et forsøg på at fange hornfisk. Der kom dog ikke så mange fisk ombord, men jeg fik dog to ”næbdyr” i kurven, så det var en god start. Derefter gik turen mod svenskekysten, med et kort stop undervejs, idet skipper så en mindre stime sild. Jeg var heldigvis klar med sildetaklet og fik hurtigt sikret mig de 20 point for arten.

Team Ishøjs Regionsmestre 2016
Ved svenskekysten skulle der fiskes hornfisk og fladfisk og jeg fik hurtigt et par godkendte skrubber og isinger, så jeg var godt kørende.
Så gik turen sydpå hvor der skulle fiskes kuller og hvillinger, det gik også efter planen, så troen på dagens fiskeri var god. Vi sluttede med at fiske flade på ”Disken” hvor der var mange fisk, der var dog mange små isinger under målet, men jeg fik da en del skrubber, isinger og rødspætter i kurven.

Nu gik turen mod havn, hvor der var indvejning. Jeg havde fået samlet 8 arter og en hel del fisk i kurven, så jeg lå til at vinde på vores båd, så det blev spændende at komme ind og se hvad de havde fanget på ”Fyrholm”.

Beviset på den individuelle titel
Det skulle vise sig at det igen i år var gået helt fint for Ishøj holdet. Vi vandt holdkonkurrencen med god margin foran nummer to og individuelt var det også gået godt.Jeg vandt det individuelle regionsmesterskab, så jeg var rigtig godt tilfreds med dagens udbytte
Martin blev nummer 6 og Michael nummer 7, så det var gået os helt fint.


mandag den 25. april 2016

Hvidovre Cuppen

I søndags var det blevet tid til årets første ”artskonkurrence” på havet for mit vedkommende. Jeg skulle deltage i Hvidovre Cup, en konkurrence som Hvidovre Sport har stået for gennem mange år.
Jeg havde ikke været på havet siden sidste efterår, så der var lige noget forberedelse med takler og andet, men lørdag aften var grejet klar og vækkeuret blev sat.
Søndag morgen mødtes vi i Helsingør havn, hvor der var lodtrækning om pladserne ombord. Vi skulle sejle med ”Arresø” og ”Havstrygeren”. Jeg havde tilmeldt mig Havstrygeren og lodtrækningen gav mig en god plads i bagenden af skibet.

Vi sejlede ud på et spejlblankt Øresund og startede ude foran Kronborg, for at se om der skulle være nogle hornfisk. Det var ikke nemt, for der var hverken strøm eller vind, så det blev kun til en enkelt hornfisk til hele båden.

Nu blev kursen sat mod det dybere vand, hvor vil skulle forsøge at fange nogle sild. Det var ikke helt nemme, så der skulle arbejdes for at få dem til at hugge, det lykkedes dog stort set for alle at fange denne art, inden vi sejlede videre for at forsøge os med torsk og sej. Det var dog ikke let, for der var absolut ingen strøm i Øresund denne dag og så er det ikke let at komme i kontakt med fiskene. Der blev forsøgt på flere pladser, men det gav kun enkelte torsk, jeg var dog uheldig, idet jeg mistede en rigtig god torsk her L

Flot rødspætte, der dog manglede lidt sul på kroppen

Nu blev kursen sat sydpå, hvor der skulle fiskes kuller og hvillinger. Igen var det ikke helt nemt, men det lykkedes dog at få en hvilling i kurven, mens jeg desværre ikke magtede at overliste en kuller denne dag.
Vi rykkede lidt mod vest for at forsøge os på en anden plads og her fisk jeg en god fisk på, som efter en fin fight, viste sig at være en flot rødspætte på 1,120 kilo, en herlig fisk at få på sådan en dag.

Resten af dagen blev brugt på at fange diverse fladfisk og især skrubben skulle vise sig at blive svær. Det var langtfra alle ombord, som havde en skrubbe til indvejning, men det lykkedes mig at fange en enkelt.

Kl. 15.00 skulle bådene være i havn, så fiskeriet blev afsluttet og indvejningen kunne starte. Jeg var ikke helt klar over hvordan det var gået mig, jeg syntes ikke helt at jeg havde føling med fiskeriet og havde egentlig følt at jeg var lidt bagud hele dagen. Jeg indvejede 7 arter fordelt på 20 fisk og endte som nummer 4 på båden, hvilket jeg var godt tilfreds med, idet jeg ikke havde haft den bedste fornemmelse med fiskeriet gennem dagen.

En god dag på Øresund i et godt selskab og hvor man lærte noget mere om dette specielle fiskeri som jeg har fået smag for de sidste par år. Nu skal taklerne og grejet optimeres, så jeg er helt klar til den næste konkurrence på Øresund i maj måned.



søndag den 17. april 2016

Udsætning ved Sjællandsbroen

Vi har jo startet Køge Bugt Fiskepleje (KBF) op for at ophjælpe fiskebestandene og forbedre fiskeriet i oplandsområdet. I København er der jo mangel på gydevand til havørrederne, så her kan fiskeriet kun forbedres gennem udsætninger. Derfor har en af KBF´s første opgaver været, at komme i gang med udsætninger her.
Planen var at dette skulle iværksættes fra 2017, men vi blev enige om at forsøge at få fisk i vandet allerede i dette forår.

For at forbedre fiskeriet i København, ville vi gerne sætte fisk ud ved slusen, som afvander hele Vestamager. Et ideelt udsætnings sted for en forbedring af fiskeriet ved Sjællandsbroen og hele Københavns havn, idet kanalen som kommer fra denne sluse, udmunder i den sydlige del af Københavns havn.
Vi fik den fornødne udsætningstilladelse fra DTU Aqua, mod at vi selv finansierede indkøbet af fiskene.
Dette blev startskuddet til en hurtig og lidt satset indsats, idet fiskene skulle bestilles straks, hvis vi skulle nå at få dem udsat i foråret. Vi tog en hurtig beslutning og bestilte fiskene og så måtte vi efterfølgende ud og skaffe pengene.

De små ørreder ankommer til deres nye "hjem"
For at gøre en lang historie lidt kortere, så blev fiskene leveret lørdag d. 16. april og blev udsat i deres nye hjem og alt gik som det skulle. Der blev udsat 3.650 stk. flotte ørreder på 15-19 cm som så ud til at stortrives i deres nye omgivelser. I de kommende dage vandrer fisken videre ud i livet og vil helt sikkert give fiskeriet efter havørreder i København et boost i de kommende år.

Vi håber selvfølgelig at denne udsætning kan fortsætte i de kommende år og gerne med endnu flere fisk.
Udsætningen kostede 15.000,- et beløb som blev dækket via tilskud fra Sjællands Småbådsfiskeklub, Strandparkens Udsætnings Sammenslutning og Ishøj Sportsfiskerklub.
Et kæmpestort tak for jeres støtte J


søndag den 3. april 2016

Super dag i "putten"

I lørdags havde Ishøj Sportsfiskerklub tur til St. Rosenbusk. Vi havde lejet hele søen, hvilket giver en dejlig stemning og så kan vi selv bestemme hvor mange vi vil være.

Der var 25 tilmeldt og da vi startede fiskeriet kl. 06.30, var der allerede mødt 17-18 personer op.
Det er også bare med at være der tidligt, idet der ofte er bedst gang i fiskeriet den første times tid.
Dette var også tilfældet denne dag. Jeg startede med gennemløberen og inden for den første time havde jeg 4 fisk på land, med den største på 4,40 kilo, så det var en helt fin start.
Der blev også fanget fisk andre steder rundt i søen, så der var fint gang i den til at starte med.

Power baiten har slået til igen
Som så ofte før, så blev fiskene mindre villige efter den første time. Nu skulle der kræses lidt mere for dem, så bombarda stangen blev taget frem og der blev sat en hvid jighale på forfanget. Dette gav dog kun et enkelt hug, som dog ikke blev siddende.
Så måtte ”Power Baiten” i aktion, den er som regel sikker, når fiskene bliver rigtig træge.
Den skal dog fiskes aktivt, men så er der heller ikke meget som slår dens effektivitet.
De næste timer blev brugt på både fiskeri og hyggesnak, men det gav dog yderligere to fine fisk på ”baiten”

Min samlede fangst på dagen
Inden indvejningen og fælles frokosten som bestod af grillede pølser, ville jeg lige fiske en bugt af med power baiten. Der blev kastet tæt til nogle buske og indspiningen blev startet meget langsomt. Baiten blev taget og der blev hurtigt givet frilline inden der blev givet modhug.
Jeg kunne straks mærke at der var tale om en større fisk og efter lidt dramatik, blev fisken trukket væk fra buskene og trak ud i søen. Nu kunne fisken fightes stille og roligt inden den til sidst kom i nettet.Det var en rigtig flot regnbue som vejede 6,14 kilo. 
En herlig afslutning på dagens fiskeri, som i alt gav mig 7 fine ørreder.


torsdag den 24. marts 2016

Så er det forår

For mig er rimten den sikre forårsbebuder. Når fiskene trækker op i Tryggevælde å i forbindelse med gydningen i marts måned, så skal jeg bare ned og fiske med matchstangen i strømvandet.
Det er et af fiskeårets højdepunkter, så det vil jeg ikke gå glip af. Det er ikke fordi at rimten er den store fighter eller gør sig bemærket på anden spektakulær vis, men jeg har dyrket dette fiskeri i rigtig mange år og nyder de første forårsdage ved åens bred i fulde drag.

Dagens største rimte
I år var selvfølgelig ingen undtagelse, så der blev pakket en lille rygsæk med de nødvendige grejer og selvfølgelig en termokande med kaffe.  Den sparsomme oppakning skyldes at jeg gerne vil gå langs åen og affiske en masse vand.
Vel fremme ved åen travede jeg nogle kilometer opstrøms og begyndte fiskeriet der. Meningen var så at fiske mig tilbage til bilen over de næste timer og på denne måde få fisket en masse pladser af.
Den første plads er et klassisk stræk, hvor der næsten altid står rimter på et dybere stykke af åen.
Her brugte jeg et par timer som gav 4 rimter, men dog ingen med størrelse på.
Herefter gik turen ned af åen, hvor jeg kunne ”plukke” en rimte eller to på de pladser som typisk holder fisk.

Den har været stor da den gik op i åen i efteråret

På et tidspunkt nåede jeg til et sving som følges af et dybt stykke å, hvor der ofte står en havørred. Flåddybden blev øget og jeg lod ormen køre med strømmen. I det første drev skete der intet, men da jeg lod ormen køre gennem det dybere parti igen, kom der et kontant hug.
Efter en sjov fight på det lette grej, kunne jeg lande en havørred på 4,36 kilo. Det var en tynd ”nedfalder”, så den blev vejet hurtigt i fangstnettet og blev så genudsat. En fin ”bifangst” under rimtefiskeriet J

Eftermiddags stemning ved åen
Jeg fiskede mig ned gennem åen og fik flere rimter. På en af de sidste pladser som jeg fiskede, fik jeg endnu et hug og jeg kunne straks mærke at de var en bedre fisk. Efter en lidt nervepirrende fight, kunne jeg nette en smuk hunrimte på 2,20 kilo som også blev dagens største.
Da jeg nåede retur til bilen i dagens sidste lys, kunne jeg se tilbage på endnu en herlig forårsdag ved ”Tryggen” som havde givet 15 rimter og 2 havørreder.