søndag den 2. februar 2014

Øv dag på Øresund

Søndag var jeg med til Dansk Havfisker Forbunds pokalcup på Øresund. Jeg havde valgt at fiske fra"Arresø", som ville dyrke "drivfiskeriet" denne dag. Der var også mulighed for at komme ud og "bulefiske" med "Sværd "og "Jaws", men jeg havde valgt drivefiskeriet, idet jeg mente at der her var mulighed for et mere underholdende fiskeri. For at gøre en lang historie kort, så kan jeg med det samme berette, at det var så som så med underholdningen. Fiskeriet var ganske enkelt elendigt, idet det trods en ihærdig indsats fra alle ombord, kun lykkedes at lande en enkelt torsk om bord på Arresø i løbet af hele turen. Det var desværre ikke mig som var så heldig at fange den, det gjorde Niels G. Jørgensen selvfølgelig og den indebragte ham et gavekort på 3000,-. En ganske god kilopris for en torsk på 2,70 kilo...

Niels med dagens eneste fisk fra "Arresø"

Bulebådene gjorde det lidt bedre og især på "Sværd" blev der landet nogle fine fisk, der blev i alt landet 5 "målere" på denne båd.. Det var da også her at konkurrencens samlede vinder fiskede fra, nemlig Michael Lorenzen som fik to torsk på 11 og godt 16 kilo til indvejning. Hver deltager kunne indveje to torsk.

Der var godt med både på sundet i det gode vejr

torsdag den 16. januar 2014

Havørred premiere

Tejs med flot "premiereørred" på 3,30 kilo
I dag d. 16. januar ophørte fredningen på havørreden, så det var blevet tid til "premieren" i Karret. Nu er det jo ikke nogle officiel fredning i området, men Ishøj Sportsfiskerklub har i de seneste år, henstillet til at man undlader at fiske i Karret i havørredens fredningstid.

Klokken 06.30 var vi 15 mand som mødtes til fælles morgenmad i klubhuset. Der blev snakket om det forestående fiskeri og det var med spænding i luften, at de første gik ud i mørket på campingen.
Det var ikke alle som havde lige travlt med at komme ud i det elendige vejr, men alle var da på plads da dagslyset for alvor begyndte at bryde i gennem.

Der blev fisket i gennem med både orm, bombarda/flue og spin, men der skete ikke det store. Forholdene for et godt premierefiskeri var da heller ikke for gode. En hård østenvind på 12-13 m/sek havde presset vand ind i bugten, så vandstanden var rigtig høj.

Omkring kl. 10.00 skete der dog noget, der var en fisk som "pillede" ved Dan Rasmussens tigerorm og han kunne kort efter lande dagens første fisk, en mindre "nedfalder" på godt et kilo.
Kort efter var det Tejs som stod med fast fisk og den var af en helt anden kaliber. Det var en flot blankfisk på 3,30 kilo, en rigtig fin havørred.

Der blev fisket ihærdigt lige indtil middag, hvor det efterhånden også var blevet en sur fornøjelse at stå i vind, slud og 1 grads varme.
Dagen blev afsluttet med en god gang varm forloren skildpadde  og hygge i klubhuset.

Tejs fighter, mens Birger venter med nettet


lørdag den 11. januar 2014

Endelig på geddetur

8,40 kilos gedde i en rigtig fin kondition
Sidste søndag artede vejret sig endelig til en tur på søen. Tidligt om morgenen blev kursen sat mod den store runde sø i det vestsjællandske, hvor vi var fremme da lyset begyndte at bryde i gennem.
Bilen blev tømt og båden gjort klar, det er egentlig utroligt hvor meget grej m.m, 2 mand kan medbringe til en dags fiskeri. Vi fandt dog plads til det hele og stævnede ud på den rolige sø. 

Vi søgte lidt rundt for at finde noget interessant på loddet, men der var dog ikke det store at se. Vi fandt dog et område med nogle enkelte fisk nede over bunden, så det var her at fiskeriet blev startet.
Alle stænger blev sat og det varede ikke længe inden der var fisk på min bundstang. En fin gedde på knap 5 kilo kom til overfladen og fik sin frihed ved bådsiden.

Søren har styr på sagerne
  Vi fiskede videre, men det skulle vise sig at det ikke blev dagen med de mange gedder. Det lykkedes dog at få 6 gedder indenbords, hvor jeg var så beskeden at fange dem alle. Fiskene var i en utrolig flot kondition og dagens største fisk, blev en fin gedde på 8,40 kilo.

Farvel og tak
Det var bemærkelsesværdigt, at vi ikke fik et eneste hug på de agn som blev fisket oppe i vandet. Alle fisk blev taget på agn som blev fisket fra 10 meter og ned over 11 - 13 meter vand.

Hjemad i solnedgangen

tirsdag den 7. januar 2014

Døddommen over Sjælsø

Så er der nyt i sagen omkring den planlagte biomanipulation i Sjælsø. 
Desværre er det ikke godt nyt, idet Natur- og Miljøklagenævnet (NMKN), har givet kommunerne omkring søen opbakning til deres dispensation til opfiskning af brasen og karper.

Man har således valgt at se bort fra Lystfiskeriforeningens (LF) og Danske Karpefiskeres velbegrundede klager over denne dispensation. LF  finder overordnet, at dipensationen og projekteringen er truffet på mangelfuldt undersøgelse- og videngrundlag. De oplysninger som afgørelsen er truffet ud fra, siger at der er 25 tons store brasen (4-7 kilo) og karper i søen og det skulle være denne bestand som er skyld i at søen "blomstrer" op med alger . Dette tal er dog alt for stort og kan slet ikke genkendes af de lystfiskere som færdes ved søen.

Tilstanden af Sjælsø skal efter LF´s opfattelse, alene ske gennem forebyggende og forbedringer ved begrænsninger i tilførelsen af næringsalte. Bestanden af fredfisk i søen er for lav til, at en biomanipulation kan forventes at medføre en positiv effekt.

Sjælsø - Ære være dit minde
Der har i 2012 og 2013 været foretaget  prøvefiskeri med garn i søen. Det seneste som fandt sted i sommer, blev i de første dage overvåget af lystfiskere og her viste det klart, at bestanden af brasen var faldet betydeligt i forhold til året før, der blev nemlig ikke fanget ret mange.Resultatet af årets prøvefiskeri er dog ikke blevet offentliggjort endnu, så man kan meget nemt få den mistanke, at det er blevet tilbageholdt med vilje, så det ikke skulle kune få indflydelse på NMKN´s afgørelse. Det ville jo ikke være den første mistænkelige handling i denne sag!

Nu har Natur- og Miljøklagenævnets godkendelse af dispensationen åbnet op for at der skal opfiskes brasen og karper, hovedsageligt med stormaskede garn og vod. Der skal opfiskes minimum 80% af bestanden og opfiskningen skal foregå gennem hele perioden 2013 - 2015.

Denne afgørelse kan fra lystfiskernes side, vel nærmest sidestilles med en dødsdom over Sjælsø. Det vil selvfølgelig medføre at vi mister Danmarks mest unikke bestand af store skaller og brasen og en af Sjællands mest spændende bestand af karper.
Søens bestand af store rovlevende aborrer og gedder vil også blive reduceret, når der sættes garn og dermed forrykke søen mod en dårligere tilstand i strid med vandrammedirektivet.


Sjælsø - Ære være dit minde.

lørdag den 4. januar 2014

Årets første fisk

Årets første fisk 
Så kom årets første fisk på land. Lørdag var der tid til en hurtig morgentur og kursen blev sat mod den sydlige del af Køge bugt. Her var der læ for den stride sydvestenvind og meldinger om gode fangster.
Jeg valgte at fiske med bombarda og flue i det rimeligt klare vand.
 Efter en times fiskeri tog en fin fisk den lille "Grå Frede" og jeg kunne efter en rigtig god fight i det stadig lune vand, køre fisken ind over nettet.
Det var en rigtig fin havørred på 59 cm og 2,375 kilo.

En rigtig fin start på fiskeåret som gerne skulle byde på langt mere fiskeri end 2013.

mandag den 18. november 2013

Monsterstør til drengene

Det var et par stolte drenge som blev foreviget med støren
Så er der endelig lidt nyt at skrive her på bloggen. De sidste par måneder har der ikke været noget fiskeri for mit vedkommende, idet der har været en masse andet som skulle passes, bl.a. en tur til Oktoberfest i München og min 50 års fødselsdag.

I denne weekend var der dog blevet tid til noget fiskeri. Lørdag blev brugt på at fange agnskaller og det gik helt fint, så nu er agnen klar til de kommende geddeture.

Søndag bev det til nogle timers fiskeri sammen med mine børnebørn, hvor vi skulle prøve at fange en stør. Vi fiskede i Poppelsøen ved Ballerup, her er der næsten fangstgaranti og det skulle da også vise sig at holde stik denne dag. Vi fik nemlig et godt hug på et bundtakel som var agnet med rejer og efter en fælles indsats af os alle tre, lykkedes det at få en flot stør i fangstnettet. Det var en imponerende belugastør på omkring 8 kilo, så det var et par stolte denge som efterfølgende blev fotograferet med fisken.

Nu er det så gedderne som står for tur, så mon ikke der kommer et par gode fisk i båden inden for den næste uges tid.

onsdag den 25. september 2013

DM i fladfisk

I weekenden stod den igen på havkonkurrence. Denne gang var det DM i fladfisk fra Onsevig på Lolland, hvor jeg igen skulle fiske med Martin Hubert, Cees og Michael Lorentzen.
Da jeg skulle noget andet fredag aften, mødtes vi på kroen i Onsevig til morgenmad lørdag kl. 06.30.
De andre havde deltaget i konkurrencen året før, så de havde en lille ide om hvor vi skulle fiske.
Klokken 08.00 bragede startskuddet over havnen og de 161 deltagende både, spredte sig ud over Langelandsbæltet.

Vi indledte fiskeriet efter rødspætter på langelandssiden og fiskeriet gik ganske fint, der var godt med fisk, nem det kneb lidt med størrelsen. Vi fik dog en fin spætte lige under kiloet og så blev jagten sat ind på en pighvar. Martin havde på forhånd fået positionen på en plads som skulle holde hvarrer, men efter en intens indsats måtte vi erkende, at oplysningen ikke helt havde holdt vand, vi havde ikke haft den mindste kontakt med pighvarrene.

Nu var tiden efterhånden fremskreden, så vi var en smule rådvilde. Med hjælp fra gode fiskekammerater fik vi dog en en position hvor de tidligere på dagen havde fanget hvarre. Den sidste 1,5 time blev brugt her og det lykkes at fange to pighvarrer, med den største på 1,150 kilo.

Lørdag aften var der fællesspining på kroen og her fik alt den gode mad som vi kune spise. Vi hyggede herefter med et par fadøl, inden turen gik tilbage til vores senge, så vi kunne være friske til søndag morgen.

Søndag blev fiskeriet indledt med at prøve at fange en større hvarre, idet dette var nødvendigt, hvis vi ville helt til tops. Nogle timers fiskeri på vores nye hvarreplads gav da også syv stk indenbords, men der var desværre ingen som var større end den største fra om lørdagen.

De sidste timer skulle der fiskes efter skrubber og store isinger. Det gik også helt fint, idet vi løb ind i et forrygende fiskeri på lavere vand.

Klokken 14.00 skulle vi være i havn og den afsluttende indvejning skulle finde sted. Mens vi ventede på det endelige resultat, var der udlevering af "moleøl" og slag af pølser og meget andet godt.
Da den endelige stilling var gjort op, skulle det vise sig at vi var endt på en samlet 6. plads. Ikke et dårligt resultat ud af 161 både, men vi ville nu gerne være hoppet op i Top 3. Men med det bedre kendskab som vi har fået til pladserne dernede, så må det være målet til næste år.

Alt i alt, er det et superflot arrangement, som de har fået op og køre nede i Onsevig. Der er virkelig meget som skal klappe, når der er 450 deltagere, men alt kører rigtig godt, så jeg kan kun anbefale alle at deltage i dette hyggelige arrangement i de kommende år.