tirsdag den 4. november 2014

Årets sidste fladfisketur

Fladfisketur på Øresund

Lørdag d. 1. november havde Ishøj Sportsfiskerklub klubtur på Øresund efter fladfisk. Vi var ude med ”Juventus” fra Helsingør. Skipperen Anders havde jo gjort det godt på den sidste tur i oktober, så det var nogle forventningsfulde lystfiskere, som gik ombord denne lørdag morgen.

Forholdene var dog ikke de bedste med en frisk sydlig vind, som stod op gennem sundet. Dette bevirkede også at der løb en voldsom nordgående strøm, som gjorde at fiskeriet blev rigtig vanskeligt. Vi startede fiskeriet lige uden for havnen på 4 – 8 meter vand. Her var det muligt at fiske nogenlunde, når skipperen holdt skibet på skruen i strømmen.

Fladfiskene havde virkelig gravet sig ned denne dag, så de var ikke helt nemme at overliste. Det blev dog til fisk og en del at dem var nogle rigtig fine rødspætter. Midt på formiddagen sejlede vi over under svenskekysten for at forsøge os på ”skrubbebanen”, men her var forholdene ikke til et effektivt fiskeri, så vi vendte hurtigt tilbage til pladsen ud for havnen. Her lå hele turbådsflåden, så der var ingen tvivl om at dette var dagens bedste plads, når man tog vind og strøm i betragtning.

Der var nogle fine rødspætter blandt dagens fangster
De fleste deltagere fik fisk nok til et måltid mad eller to, så vi fik da fisk med hjem. Dagens største fisk fik jeg, det var en flot rødspætte på 0.925 kilo, som sikrede ham puljen.

Hvis fiskeriet ikke var helt i top, så var underholdningen det til gengæld. Otto optrådte på slap line med demonstration af forskellige faldteknikker ombord og han præsterede også at tabe stang og hjul i vandet. Da vi kom i havn, glemte han sine fisk ombord, så de kom med ud på eftermiddagsturen, der er sikkert nogle som er blevet glade for et måltid gratis fladfisk.

Tak for de underholdende indslag Otto J

Ingen kommentarer:

Send en kommentar