søndag den 31. januar 2016

Torsk i St.Vejleå

Søndag formiddag fik jeg en melding fra Dan om at der var fisk i åen, så jeg besluttede at tage en eftermiddags tur. Vel ankommet til Ishøj, skulle grejet lige gøres klar og der skulle også sludres med dem som var i klubhuset, så der gik lige en halv times tid, inden jeg stod ved bredden af åen og var klar til at fiske.

Jeg havde hverken rejer eller skaller, så det blev jiggen som måtte i brug denne eftermiddag. Jeg kunne mærke at der var fisk derude og jeg fik da også hurtigt nogle mindre aborrer på land. 
Jiggen blev fisket meget forsigtigt og på denne måde kunne fiskene overlistes til at tage jiggen og jeg undgik at fejlkroge aborrerne.

Flot rogntung St.Vejleå torsk
Pludselig fik jeg et kontant hug tæt på land. Det var en tung fisk som bare stod fast, uden at jeg kunne gøre det store. Den tog nogle gode udløb og da jeg så de store hvirvler på overfladen, var jeg sikker på at det var en god havørred. Da jeg første gang fik et glimt af fisken inde under land, blev jeg noget forundret, det lignede ikke en havørred, men ud fra farverne, mere en sandart!

Fisken tog et par udløb mere inden jeg igen fik den i overfladen tæt på land og nu blev jeg godt nok overrasket, det var en torsk!!!!
Fisken blev hurtigt trukket ind over nettet og jeg kiggede noget forbavset ned i det, hvor der lå den fineste rogntunge torsk.  

Torsken røg på vægten som afslørede en vægt på 3,210 kilo, en ganske fin vægt på en å-torsk J
Det var en noget overraskende fangst, idet der i de 25 år som jeg har fisket i området, aldrig har hørt om en torsk som er fanget inde i St.Vejleå.

Eftermiddagens største aborre
 Dagen bød på flere fine aborrer med den største på 1,650 kilo og en flot brasen på 2,20 kilo som havde hugget rent på jiggen. Hvilken dag ved vores fantastiske fiskevand.


1 kommentar:

  1. Der er ingen hobby der kan måle sig med lystfiskeri,man ved aldrig hvad man fanger, eller om man i det hele taget fanger noget,det er det der gør lystfiskeriet til noget særligt.Se nu der,nu rendte du ind i en fin torsk i åen ikke,sådan er det med lystfiskeri,og så ellers stort TILLYKKE med den flotte toske fangst.Og knæk&bræk

    SvarSlet