lørdag den 20. april 2013

Så er der fisk

De små kommer flyvende fra start

Så blev det dagen hvor de små havørreder ankom til deres nye hjem i den nordlige del af Køge Bugt. Årets udsætning fandt sted lidt senere end normalt, idet vandtemperaturen efter det kolde forår, lige skulle op på det optimale, inden de kære små kunne sættes ud.

Vi udsatte i alt 31.500 stk. ørreder på 3 forskellige lokaliteter fra Ishøj til Kalveboderne, hvoraf hovedparten (ca. 19.000 stk.) blev sat ud ved St. Vejleå.  Der var tale om nogle utroligt friske småfyre på 14 – 20 cm så det tegner godt for de kommende års fiskeri, hvis de ellers kan undgå de mange skarv og ikke mindst garn som venter ude i bugten.

I år var det et lille jubilæum, idet det var 20. gang at jeg var ansvarlig for udsætningen af havørreder i området. Det er da en rar tanke at have, at man derved, har været med til at give rigtig mange lystfiskere en masse gode oplevelser ved vandet. Omvendt er man også ved at smide det hele fra sig i frustration, når man om efteråret oplever de massive mængder garn, som stort set spærrer hele området af uden for havnen.
 Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at et lille antal ”fritidsfiskere” skal gøre et så massivt indhug i bestanden, at vores fiskeri i peroder er ikke eksisterende. Det skal også her bemærkes, at der selvfølgelig også går en hel del af vores store aborrer i garnene!

Måske det ville være en ide at stoppe ørredudsætningerne for at beskytte aborrerne!

Nå, men lad os håbe at de relevante myndigheder snart finder en løsning med det uhæmmede  garnfiskeri, måske i forbindelse med det store projekt ”Havørred Sjælland”.  Hvis dette er tilfældet, mon så ikke at jeg også har sat ørreder ud om 20 år, det håber jeg i alle tilfælde på, det er jo kun positivt at man kan være med til at give en masse lystfiskere, muligheden for at komme ud i naturen og få nogle gode oplevelser.

På gensyn om 2 - 3 år


Ingen kommentarer:

Send en kommentar