onsdag den 1. maj 2013

Super laksetur

De tre rygefisk som kom med hjem

Det er efterhånden nogle år siden, at jeg sidst havde været på trollingtur efter laks, men i år skulle det altså prøves igen. Alle odds for en god tur var til stede, idet jeg havde en aftale med Jan Svenstrup om en tur her i foråret. Endelig havde vi fundet en dag som passede os begge og det var med stor spænding og forventning at kaffen og madpakken blev pakket.
Jeg mødtes med Jan på havnen om morgene og kort efter stak det blå lyn til søs. Efter en længere sejltur steg vandtemperaturen i  området  med ca. en halv grad, så det var her at fiskeriet skulle indledes. Vi havde stort set kun lige fået sat alle stænger, så tog en laks et højt fisket blink på det ene planerboard. Efter en herlig fight kunne vi lande en flot 7 kilos laks, hvilken start.

Østersølaksene er utroligt smukke
Fiskeriet kørte fint hele dagen, hvor vi fiskede i det samme lille område med varmere vand, det var noget som laksene kunne lide. Dagens største fisk på 11,50 kilo, bød på et af de vildeste hug som jeg har oplevet. Den huggede i overfladen og var fuldstændig vild. Inden vi fik de andre stænger op i denne side, havde den allerede taget 1000 fod line, så der bredte sig en mindre panik ombord. Nå, men alt gik godt og efter endnu en forrygende fight, kunne Jan nette den smukke fisk for mig.
Vi tog kun de fisk som vi skulle bruge til en gang rygning og resten blev forsigtigt løsnet fra krogen med en tang ved bådsiden. Det er et fantastisk syn at se en 10 kilos laks svømme langsomt og majestætisk tilbage i dybet.
Ved aftentid kunne jeg se tilbage på en fantastisk dag på Østersøen og  i et rigtigt hyggeligt selskab med en trollingfisker som virkelig kan sit kram og har styr på alle grejerne. En stor tak til Jan, for en fantastisk dag med nogle fede oplevelser. 

Tak til Jan for en fantastisk tur

1 kommentar:

  1. Må hellere prøve de der laks en dag. Tillykke med det fine fiskeri.

    SvarSlet