mandag den 5. oktober 2015

Garmin Havfiskefestival

Den 19.-20. september deltog jeg i Garmin Havfiskefestival på Øresund. Det er en svensk småbådkonkurrence, som udgår fra Börstahusene havn lige nord for Landskrona.
Jeg fiskede som i de foregående to år sammen med Martin Hubert og Cees Vader, fra Martins lækre 23 fods Sea Wolf. Konkurrencen går ud på at fange arter, idet man kan indveje en fisk af hver art, som så igen får point ud fra et 100 % system. Så jo flere arter jo bedre, men man skal også helst have et par store fisk, hvis man skal op i toppen af stillingen.

Vi havde ikke haft tid til at fiske på Øresund i perioden op til konkurrencen, så vi var noget handicappede på forhånd, idet vi ikke rigtigt viste om de gamle pladser stadig holdt fisk. Vi lagde dog en plan for fiskeriet ud fra vores tidligere erfaringer med fiskeriet derude.

Lørdag morgen startede vi med at fiske hvarre på ”Lappen”. Det var ikke helt nemme forhold, idet den kraftige vind i dagene inden, havde gjort at der var en kraftig sydgående strøm, noget som faktisk varede hele weekenden. Det gik dog nogenlunde hæderligt med hvarfiskeriet, idet vi efter blot 1,5 times fiskeri, havde både slet- og pighvar i båden, det var ikke store fisk, men der kunne sættes et tjekmærke ved arten.

En pæn ising fra "træningen" fredag eftermiddag
Vi fortsatte vores fiskeri efter sej, berggylter, ulke og langer på forskellige pladser. Det gik dog langtfra godt, det eneste der lykkedes var at fange en lange, men min korte lange var 4 cm for lille i forhold til konkurrencens mindstemål, så den kunne ikke bruges til noget.

Vi fiskede os videre ned gennem sundet i løbet af dagen, hvor det efterhånden lykkedes at få nogle flere arter i båden, men det gennemgående træk var desværre, at der kun var tale om mindre eksemplarer.
Da vi fiskede efter kuller fik jeg endelig en rigtig god fisk på, men da den lå i overfladen, kun en halv meter fra nettet, røg krogholdet og fisken søgte mod bunden og var væk, fandens osse….

Efter indvejningen sidst på eftermiddagen var der lige tid til en slapper og et hurtigt bad, inden der var fællesspisning på havnen. En hyggelig afslutning på førstedagen, hvor dagens resultat også blev offentliggjort. Vi lå på en foreløbig 8. plads, men der var arter som vi endnu ikke havde, så der var fine muligheder for forbedringer, især hvis vi kunne finde nogen større fisk.

En samling mindre fisk
Søndag morgen var vi helt klar igen, nu skulle den have en over nakken. Vi startede med at fiske sej, men vi havde svært ved at finde dem. Efter et stykke tid dukkede de karakteristiske ”tegninger” ind på loddet og kort efter var vi alle tre spændt for med sej på de lette grejer. Vi fangede hurtigt nogle stykker og da vi havde en 1,5 kilos fisk ombord var det bare med at komme videre.

Nu var det håisingernes tur og vi fik da også tre, men igen var det kun små eksemplarer. Så var det fladfisk det gjaldt, mange fisk, men igen kun mindre fisk. Vi havde fint med arter, men manglede helt klart nogle større eksemplarer hvis vi skulle gøre os gældende i den samlede stilling.

Ved indvejningen skulle det vise sig at vores formodninger kom til at holde stik. På trods af at vi havde fanget 15 arter, så var det ikke nok til at kravle op i stillingen. Vi faldt faktisk to placeringer tilbage i forhold til om lørdagen og endte på den samlede 10. plads. Der var flere både som havde gjort det rigtig godt, bl.a. det svenske Team Navia som havde fanget hele 19 arter, en flot bedrift på Øresund.

Hornfisk og rimelig skrubbe
Vi havde dog en rigtig god weekend på vandet, hvor Cees serverede vores nye favoritspise, Ostemad med peberrodsalat, slet ikke værst J
En ting er dog sikker, det er vigtigt at fiske på Øresund i perioden op til konkurrencen, hvis man skal gøre sig gældende. Det vil vi prøve at gøre til næste år og så skal vores 2. plads fra 2013 forbedres J


Ingen kommentarer:

Send en kommentar