Jeg har lige fået opkrævningen på forlængelsen af det
statslige fisketegn, men overvejelserne går på om jeg overhovedet har lyst til
at indbetale det længere.
En stor del af pengene går efterhånden til ting som ikke har
det store med lystfiskeri at gøre, så det ligner snart mere en skjult skat.
Senest er antallet af udsætningsfisk som bliver finansieret
via fisketegnsmidlerne skåret ned. I den nordlige del af Køge Bugt, hvor jeg
står for de årlige udsætninger af ørredsmolt, er antallet af udsætningsfisk
blevet beskåret med hele 28 % fra 2016. Det er jo ikke fordi at der er
kommet flere ”naturlige” havørreder i området, for dem har vi nemlig ingen af.
Det er jo den helt forkerte vej at gå i et område som vores.
I det storkøbenhavnske område bor der 1,5 millioner mennesker og der i mellem
en hel del lystfiskere. Egnede gydevande med en selvreproducerende bestand af
ørreder, dem har vi ikke, så vi er helt afhængige af udsætningerne, hvis vi
skal have mulighed for at fange en havørred.
At vi skal få selvreproducerende ørredvande i vores del af
landet, det har nok lange udsigter. 1,5 million mennesker, de skal bruge en hel
del vand hver dag og det kan kun komme et sted fra, nemlig fra grundvandet.
Det bevirker at grundvandspejlet er sunket betragteligt i
indvindings områderne, det bevirker så igen, at vores vandløb er stort set tomme
for vand hver sommer og derfor ikke kan være opvækstvand.
I Køge å systemet, som i øvrigt også er stærkt påvirket af
vandindvinding, er der sidste vinter lavet en stor optælling af gydepladser,
for på den måde at kunne vurdere havørredbestandens størrelse. Arbejdet blev
udført af biolog Peter Henriksen og 30 frivillige, som gik hele åsystemet
igennem. Da alle data var blevet bearbejdet, kom man frem til at der var en
gydebestand på 440 havørreder, nøjagtig det samme antal som en undersøgelse som
blev udført i 2002 havde givet.
Konklusionen må derfor være, at selvom Køge foreningen har
lavet et rigtigt stort stykke arbejde med restaurering af åen, så har det ikke
givet flere havørreder, så vi er stadig afhængig af udsætningerne, hvis vi skal
opretholde vores havørredfiskeri.
Nå, tilbage til udgangspunktet, nemlig min fornyelse af
fisketegnet. Jeg er tilbøjelig til snart at stille mig i koret som råber op om
den skæve fordeling af fisketegnsmidlerne mellem landsdelene. Det gør jeg dog
ikke endnu, for der er sikkert også brug for de penge som de får til
fiskeplejen i den vestlige del af landet.
Men jeg syntes ikke det er rimeligt at vi skal have skåret i
udsætningerne her i området, når vi stadig er helt afhængige af udsætningerne
for at bevare vores fiskeri, især ikke når en stadig større del af de
indbetalte fisketegnsmidler går til alt andet end lystfiskerne.
Så med hensyn til min fornyelse, så overvejer jeg stadig!