lørdag den 12. april 2014

Så kom der nye fisk

Så kom der fisk i vandet i dag. Der blev  i alt udsat 31.600 stk. ørreder på flere lokaliteter i den nordlige del af Køge Bugt. Flest kom der ud i Ishøj, hvor 19.000 små ørreder fik nyt vand under finnerne.
Det var som altid nogle små flotte friske fyre på 15-20 cm som kom fra Thorkild´s damme, en stamme af fisk som vi er rigtig glade for.

Sådan en portion fisk koster ca. 110.000 kr, men de bliver fuldt finansieret af fisketegnmidlerne, så vi kan da sige at vi får noget tilbage for vores statslige fisketegn her i området.

Visti sørger for at de små ørreder kommer på rette kurs
Ud over dette har vi en ekstraordinær udsætning på 4.000 ørreder i Ishøj. Disse fisk bliver betalt af Sjællands Småbådsfiskeklub, som årligt støtter vores udsætninger med 15.000 kr. Et rigtig godt initiativ fra SSK´s side, et initiativ som også giver anerkendelse fra mange sider.

Det var 21. gang at jeg stod i spidsen for disse udsætninger og det var som altid en rigtig hyggelig dag.
Det er de samme chauffører som er kommet med fiskene gennem alle årene, så vi kender efterhånden hinanden rigtig godt, så det bliver også til en dag med rigtig meget snak og nogle gode pølser til frokost på klubbens grill.

En flyvende start for de kære små
Nå må vi så håbe at de små ørreder kan få en god opvækst ude i bugten og og undgå de alt for mange garn. Vi ønsker dem alt held og lykke ude i det store hav og glæder os til de vender tilbage til St.Vejleå eller bliver fanget blanke og flotte ude på bugten.

søndag den 23. marts 2014

Tilbage ved Tryggen

Lørdag var det blevet tid til at komme en tur tilbage til Tryggevælde å, for at fiske efter rimterne. Jeg var noget usikker på om der stadig var rimter tilbage i den gode kondition, idet de høje temperaturer i marts måned, nok havde fået dem til at gå på leg tidligt.

Dagens største rimte
Da jeg kom ned til åen, kunne jeg tydeligt se en del rimter i det klare og lave vand. Som forventet havde fiskene tydeligt været på leg, idet de var rimeligt slanke og havde knubs efter legens strabadser.

Jeg hankede dog op i mine grejer og vandrede ud gennem engene, til en plads hvor der er lidt dybere vand og hvor jeg har erfaring for, at der stadig kan stå nogle sene "gydere" i en god kondition. Vel fremme på pladsen blev foderet gjort klart, da det er noget som kan få de ellers træge fisk, til at tænke på andet end bare lige at sikre artens fremtid.

Foråret pipler frem alle steder
De næste timer bød på et underholdende fiskeri, fiskene var ikke helt nemme, men med den rigtige teknik og fodring lykkedes det at få en stribe fisk på land. Som forventet havde langt de fleste overstået gydningen, men jeg fik dog tre rimter, som endnu ikke havde smidt "sækken". Eftermiddagens fiskeri bød på i alt 20 fisk, hvor den største, som var en hun i flot kondition, kunne trække vægten ned på 2.10 kilo.

Forårs rimte i fineste kondition

mandag den 10. marts 2014

Så er det forår

Søndagens gode vejr, indbød til en tur langs Tryggevældeå øvre løb, for at se om der var kommet gang i rimterne. Det skal siges med det samme, at rimterne var der, men det var ikke i det helt store antal endnu og de var sky og svære at komme til i det klare og forholdsvis lave vand.

Årets første rimte, et sikkert tegn på at foråret er her
Det lykkedes dog at få lidt flex på klingen, for det blev til 4 rimter (største 1,70 kilo) og 6 havørreder på op til 60 cm i løbet af dagen. Alle fiskene lod sig overliste af en flådfisket orm.

En herlig dag langs Tryggen´s bred, med en masse tegn på at foråret for alvor er på vej.

Havørrederne er ikke i superkondition, men super underholdende på matchstangen

lørdag den 15. februar 2014

Positivt aborrer fiskeri

Jeg var en tur ved St.Vejleå fredag eftermiddag for at se om der var nogle aborrer. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at der efter stormen "Bodil", har været særdeles langt mellem fiskene i det ellers så sikre aborrevand. 
Selvom der ikke blev fundet ret mange døde aborrer efter salt slåningen som følge af "Bodil", så var tvivlen dog begyndt at nage hos vandets trofaste dyrkere, var aborrerne alligevel gået til,  sammen med de store mængder skaller og brasen som bukkede under for "Bodil"

En rigtig fin St.Vejleå aborre på 1,40 kilo
Efter isen nu er gået indenfor den sidste uges tid, har der dog vist sig positive tegn ved åen. Der er nogle dage fanget fint med aborre og endda også nogle i en rigtig fin størrelse.
Min eftermiddag ved åen gav da også en stribe fine fisk på land. En enkelt kunne snige sig over kiloet, nemlig en rigtig flot fisk på 1,40 kilo. De var ikke helt nemme at overliste, men en lille (5 cm) jig som blev fisket megt langsomt langs bunden, kunne dog få aborrerne til at åbne munden.

Nu bliver det spændende at se om fiskeriet forsætter. Tilstedeværelsen af aborrerne kan nemlig også skyldes, at de har fået fred for skarven under isen inde i åen. Man er voldsomt plaget af disse satans fugle, som optræder i flokke på flere hundrede individer inde i åen og ude i Karret. Der er ingen tvivl om at disse fugle stresser områdets fisk helt vildt, så det kan være at de søger andre steder hen.

Et andet problem som der er ved St.Vejleå, det er rykfiskere som møder op ved aftentide med supereffektive rig`s, med et blylod i ende og 4 store skarpe trekroge op af linen. Der er fundet 4  af disse rig`s ved åen gennem de sidste par måneder og der ingen tvivl om at et sådant rig i de rette hænder, kan få rigtig mange aborrer på land.

Aborren er nu en af vores smukkeste fisk
Nu har Ishøj Sportsfiskerklub intensiveret kontrollen ved åen både i dag- og aftentimerne, men hvor er det irreterende at man ikke bare kan følge reglerne for fiskeriet  i området, så vi alle kan nyde det forneme fiskeri efter de store aborrer i årene der kommer.

mandag den 10. februar 2014

Gode nyheder til aborrerne

Gennem de sidste par år, har vi i Ishøj Sportsfiskerklub gjort en hel del for at passe på vores unikke aborrebestand i og omkring St.Vejleå. 
Vi har vel nok verdens bedste fiskeri efter store aborrer og det er noget som vi i fremtiden, må gøre alt hvad der er muligt for at bevare.

Flot St.Vejleå aborre som blev fanget af Mikkel 
Det har gennem årene været et stort problem, at der ikke har været et forbud mod fiskeri i Strandparkens sluser. Der foregår et ret omfattende fiskeri med stang omkring sluserne, men også om natten hvor der anvendes net. Dette fiskeri går selvfølgelig ud over bestanden, idet der ofte tages rigtig mange aborrer i forbindelse med at disse, samles ved sluserne i forbindelse med deres vandring i Standparken.

I efteråret 2013 indsendte jeg derfor på vegne af Ishøj Sportsfiskerklub, et forslag til bestyrelsen for I/S Strandparken om at der indføres et fiskeforbud ved Strandparkens 6 sluser. 
Det var rigtig positivt at I/S Strandparkens bestyrelse på deres seneste møde, valgte at imødekomme vores forslag om at der indføres et fiskeforbud på i en zone på 10 - 15 meter på hver side af sluserne.
Det er dog en forudsætning at forslaget også kan godkendes af Fiskekontrollen og de 4 havne, da en del af forbudszonen ligger på arealer ejet af havnene.


Dette er en rigtig dejlig nyhed for alle som holder af fiskeriet efter de store aborrer og ikke mindst for aborrerne selv, som nu har større mulighed for at slippe helskindet gennem sluserne. 
Og det er bestemt også et vigtigt skridt på vejen i at sikre, at vi også kan have en god bestand af vores unikke aborrer i de kommende år.

Ishøj Havn set fra oven

onsdag den 5. februar 2014

Revanche på Øresund

Da Hubert ringede søndag aften og spurgte omjeg var klar på en torsketur om tirsdagen, var jeg ikke længe om at takke ja. Det var nemlig på tide at tage revance på sundet, efter det ekstremt dårlige fiskeri om søndagen til DHF´s pokalcup.

Fin "bidefisk" på 7,20 kilo.
Vi mødtes tirsdag morgen på havnen i Helsingør og fik hurtigt gjort båd og grej klar. Mandagens tåge var heldigvis væk, så kursen blev sat ud over Øresund. Der var allerede en del både på den valgte plads, så det var bare med at komme ind i kampen og lede efter nogle fisk. 
Der var ikke så meget at se på i starten, men der kom da nogle enkelte fisk indenbords. Efter en times tid, begyndte fiskeriet for alvor at køre og der var ofte flere fisk på i hvert stop. 
De næste par timer stod fiskene flot samlet i "buler" på bunden, så der var virkelig noget at fiske på.

Hubert søger efter torskene i dybet
Over middag var det som om, at fiskene spredte sig noget mere og havde tendens til at trække op i vandet, med det resultat at fiskeriet blev noget sværere. Vi holdt dog ud og i den sidste time vi var ude, samlede fiskene sig igen og bød på et ganske underholdende fiskeri.

Vel tilbage i havnen kunne vi se tilbage på en herlig dag på Øresund, som havde givet 45-50 torsk til os fire i båden. Vi fik ingen fisk over "målet" men Erik var tæt på med en fin "bidefisk" på 9,80 kilo.


På vej hjem i bilen kunne jeg veltilfreds tænke tilbage på dagen hvor jeg fik revanche på Øresund

En del af dagens fangst

søndag den 2. februar 2014

Øv dag på Øresund

Søndag var jeg med til Dansk Havfisker Forbunds pokalcup på Øresund. Jeg havde valgt at fiske fra"Arresø", som ville dyrke "drivfiskeriet" denne dag. Der var også mulighed for at komme ud og "bulefiske" med "Sværd "og "Jaws", men jeg havde valgt drivefiskeriet, idet jeg mente at der her var mulighed for et mere underholdende fiskeri. For at gøre en lang historie kort, så kan jeg med det samme berette, at det var så som så med underholdningen. Fiskeriet var ganske enkelt elendigt, idet det trods en ihærdig indsats fra alle ombord, kun lykkedes at lande en enkelt torsk om bord på Arresø i løbet af hele turen. Det var desværre ikke mig som var så heldig at fange den, det gjorde Niels G. Jørgensen selvfølgelig og den indebragte ham et gavekort på 3000,-. En ganske god kilopris for en torsk på 2,70 kilo...

Niels med dagens eneste fisk fra "Arresø"

Bulebådene gjorde det lidt bedre og især på "Sværd" blev der landet nogle fine fisk, der blev i alt landet 5 "målere" på denne båd.. Det var da også her at konkurrencens samlede vinder fiskede fra, nemlig Michael Lorenzen som fik to torsk på 11 og godt 16 kilo til indvejning. Hver deltager kunne indveje to torsk.

Der var godt med både på sundet i det gode vejr